Kun en uges barsel!

Moderne stofbleer i praksis – DAG

 photo 36958A17-AFA9-4DA2-931A-00F9DB4F4F17_zpszlgjchcp.png~original

Vi bestemte os allerede inden bettefisen kom til verden for at bruge moderne stofbleer. Hvorfor, hvilke og hvordan og hvorledes skrev jeg om HER.
Efter vi har fået hende og kommet i gang med at bruge bleerne er jeg flere gange blevet spurgt til, hvordan det så er og om vi er så glade for dem, som vi troede vi ville blive. Det korte svar er JA. Vi er rigtig glade for at bruge stofbleer. Vi har på ingen måde fortrudt det og kommer helt klart til at bruge det igen, når/hvis vi skal have flere børn i fremtiden.
Det kan virke som en jungle, når man begynder at undersøge det at bruge moderne stofbleer. Der findes et hav af typer, mærker, materialer mv. og jeg er på ingen måde ekspert. Jeg kan kun svare ud fra, hvad vi har brugt og hvad vi har erfaret.

Der er flere, der meget har spurgt sådan helt lavpraktisk ind til det – hvordan gør man når man bruger dem, hvilke vil du anbefale osv. Det vil jeg prøve at svare på her.
For nemhedens skyld har jeg valgt at dele det op i dag, nat og tilbehør/andet og delt det op i flere indlæg.

DAGSBLEER:
Om dagen bruger vi A-i-3 bleer fra Culla di Teby. Vi har 5 af disse bleer og derudover har vi to A-i-3 bleer fra Gdiapers, som er et andet mærke.
A-i-3 står for all-in-3 og betyder, at bleen består af 3 dele. Begge vores slag består af en yderbuks i bomuld, en vandtæt vugge og et indlæg.

Ser man på buksen, så er Gdiapers efter min mening lige lidt flottere og pasformen lige en tand bedre på min datter. Til gengæld gør de to andre dele af bleen, at jeg synes dem fra Culla di Teby er betydelig bedre.
Vuggen er i Gdiapers lavet af nylon og ved Culla di Teby af PUL ( PolyUrethan Laminat). Jeg havde overhovedet ingen idé om, hvad det kunne betyde at det ikke var det samme stof, men det har vi tydeligt erfaret efter vi har fået dem i brug.
Ved Gdiapers trænger fugten nemlig ret hurtigt ud igennem vuggen og buksen føles klam. Det kan ske allerede efter 1 time. Det oplever vi ikke ved Culla di Teby. Fordi vi oplevede dette begyndte jeg at undersøge, hvad det kunne skyldes. Ud fra, hvad jeg har kunnet finde ud af, så er det netop forskellen i stoffet, da nylon ikke er vandtæt og det er PUL.

Den sidste del af A-i-3 bleerne er indlægget. I Gdiapers er det lavet af 2 lag mikrofleece mod barnets hud, der trasnportere væsken væk og 2 lag hamp/bomuld,s om holder på væsken. Indlægget er dejligt tyndt og er nemt at placere i vuggen.
Culla di Tebys indlæg er med en kerne af mikrofiber, der suger væsken. På ydersiden er der på den ene side fleece og på den anden side bambus/bolmuld. Begge dele kan vende imod barnets hud. Indlægget fra Culla di Teby er lige som det fra Gdiapers let at placere i vuggen, men er en lille smule tykkere. Til gengæld synes jeg også det suger bedre. Det går længere tid, før jeg oplever, at min datter er våd, men det kan være, at det udelukkende skyldes vuggen.

Summa-summarum – så vil jeg af vores to dagsbleer klart foretrække dem fra Culla di Teby. Desværre har jeg for nyligt erfaret, at de udgår fra den danske forhandler. De kan dog stadig bestilles direkte på Culla di Tebys italienske hjemmeside (som også kan vises på engelsk), men det er selvfølgelig noget dyrere i fragt.

Den sidste ting jeg vil komme ind på ift. vores dagsbleer er mine overvejelser omkring opstart i institution. Da vi valgte A-i-3 bleer syntes jeg virkelig, at det var smart at man kunne nøjes med at skifte indlægget og så bruge buksen og evt. vuggen igen. Det gav mindre vasketøj. Det synes jeg stadig er smart, men jeg kan godt se, at det er en ekstra arbejdsgang for pædagogerne i vuggestuen, hvis de skal tage indlægget ud og lægge et nyt i, frem for bare at tage den våde ble af og komme en ny ren på.
Så kunne man måske spørge sig selv, om de så ikke bare kunne lade være med at skifte indlægget og i stedet skifte hele bleen. Principielt jo, men da meningen med vores system er, at man kun skal skifte indlægget, så har vi kun 7 par bukser. Hvis de ryger sammen med det beskidte efter hvert skift, så har vi ikke nok.
Vores institution er meget, meget åbne og samarbejdsvillige omkring stofbleerne og har faktisk sagt ja til at afprøve vores A-i-3 system. Men kommer det nu ikke til at fungere er planen, at vi køber nogle AIO bleer til institutionen. AIO står for All-in-one og der skifter man hele bleen hver gang.

Jeg er typen, der godt kan lide at være godt forberedt, så for ikke først at skulle til at undersøge AIO-bleer, hvis nu vuggestuen ikke synes det kommer til at fungere med vores A-i-3, så er jeg allerede i gang med at afprøve AIO-bleer. Det tager nemlig lidt tid at sætte sig ind i de forskellige mærker og finde ud af hvilke, der passer bedst til vores behov og til lillepigens popo.
Derfor har vi i øjeblikket en prøvepakke på besøg fra Minie.dk. Gennem dem kan man få lov at låne 6 forskellige bleer efter eget valg i 2-3 uger kun imod betaling af portoen.
Dem vi har til afprøvning er;

  • TotsBots EasyFit Star AIO, bambus
  • GroVia AIO
  • Anavy AIO
  • Close Parent Pop-In AIO med knapindlæg I bambus
  • BumGenius Freetime AIO
  • Bambooty basic

Da det er min kæreste, der går hjemme med vores datter pt. har jeg ikke afprøvet så mange af bleerne, så har svært ved endnu at udpege hvilken der er min favorit. Jeg regner dog med at få afprøvet dem lidt mere her i weekenden. Skulle vi ende med at købe AIO-bleer til vuggestuen laver jeg et indlæg om, hvilken det endte med.
Det var lidt om vores moderne stofbleer om dagen. Hvilke vi bruger om natten og hvad vi ellers bruger af tilbehør mv. kommer i efterfølgende indlæg.

Anne Pahl

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Kun en uges barsel!