Snigende kærlighed - igen

At overvinde egne grænser for at sætte nye som mor

 photo C243CAC1-BAF7-4164-9791-BD5494B58C49_zpspwa9gv9v.jpg~original

I mit sidste indlæg skrev jeg om den voksende kærlighed til ens baby, som kommer snigende helt uden man opdager det. Som jeg skrev startede det for mig som beskyttertrang, mere end kærlighed.
Trangen til at passe på min lille tut var der med det samme og jeg vil stå på hovedet for at gøre det, der er bedst for hende. Det har dog vist sig, i nogle situationer at være noget sværere og faktisk lidt mere grænseoverskridende for mig, end man måske lige skulle tro.

Stort set så længe jeg kan huske har jeg tænkt meget over at passe ind. At sige det rigtige, at have det rigtige på, at gøre det rigtige. Måske fordi jeg blev mobbet en del i folkeskolen. Hvis jeg nu bare virkelig anstrengte mig, så kunne det jo være at “the cool kids” kunne lide mig.
I gymnasiet (og også efter) kunne jeg bruge flere uger på, at planlægge et outfit, hvis jeg skulle til en fest. Jeg har haft de vildeste tøjkriser og overtænkt diverse små deltaljer. Hvis jeg fik sagt eller gjort noget, så nogle var uenige eller blev sure kunne jeg få det helt fysisk dårligt og bruge usandsynlig lang tid på at bekymre mig over, om de nu ville snakke med mig igen på et tidspunkt. Jeg bekymrede mig helt sikkert meget længere tid end personen det drejede sig om tænkte over situationen.
Alle de her krumspring for at passe ind gjorde, at jeg 90 % af tiden tænkte mere på, hvad andre syntes end, hvad jeg selv syntes. Jeg gik faktisk også ofte på kompromis med, hvad jeg selv syntes.

Det er blevet bedre med årene. Jeg øver mig i at stå ved mine meninger og ikke bare lade mig blive trådt på, fordi jeg er bange for at sige imod. Men det er ikke altid nemt for mig. Det er jo som at ændre på en måde at gøre tingene på, jeg har haft i rigtig, rigtig mange år.
Nu er der bare endnu en vigtig grund til at gøre det – lillepigen.
I min første tid som mor har jeg nogle gange oplevet, at min grænser er blevet overtrådt ift. min datter, og jeg har nogle af gangene ikke fået sagt fra. Det ærgrer mig rigtig meget, for jeg vil jo gerne selv bestemme, hvad der er bedst for mit barn.
Fx til hendes barnedåb. J er normalt en baby, som ikke har noget imod, at komme over til andre mennesker. Men til den her fest var der bare SÅ mange der ville holde hende, og helst så mange som muligt på rigtig kort tid. Det var jo fordi de allesammen gerne ville hilse på vores lille vidunder, hvilket jeg udmærket forstår, men hun blev fuldstændig overstimuleret og endte med at blive puttet i sin barnevogn i et andet rum end festen. Det gjorde også, at vi stort set ikke fik nogle billeder med dåbsbarnet, hvilket jeg er utrolig ked af.
Set i bag-klogskabens lys skulle jeg nok have beholdt hende ved mig og så sagt at folk kunne komme hen og hilse på os i stedet for hun gik fra arm til arm. Men jeg ville jo ikke være den sure værtinde, så jeg sagde ikke noget. Jeg håbede i mit stille sind, at min kæreste ville gøre noget, men hvorfra skulle han vide, at jeg syntes det var forkert og grænseoverskridende, når jeg ikke kunne finde ud af, at åbne munden.
Den oplevelse og et par til har gjort mig ekstra opmærksom på, at det altså er hendes behov, der må komme først nu. Så lige meget, hvor ubehageligt jeg synes det er, at sige fra og måske blive upopulær, så vil jeg i fremtiden virkelig, virkelig prøve at overskride mine egne grænser for at få sat de rigtige ift. min datter.
Jeg tror faktisk også det er helt sundt for mig, at skulle øve mig i netop det – også i livets andre henseender.

Anne Pahl

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Snigende kærlighed - igen