Jeg er da ikke deprimeret

L-O-R-T

 photo 750FA7AB-56BE-46D7-A01B-22EA2D95595D_zpsayaimgek.jpg~original

Jeg havde hørt det inden jeg fik børn, at man kommer til at tale en hel del om lort. Og nøj hvor er det sandt!

Som jeg har skrevet om før har vores lille J døjet en del med maven allerede inden hun kom på flaske. Men efter hun kom på den blev det på ingen måde bedre. Som mange andre flaskebørn blev hun nemlig ramt af forstoppelse. Øv, hvor er det bare hårdt at se sin lille baby kæmpe og kæmpe og have virkelig ondt.
Vi havde op til 5 dage imellem hver lorteble og det dur altså bare ikke når de er på flaske. I påskeugen snakkede jeg så med en læge (vores egen havde ferie) og hun ville have os i gang med Lactulose, flydende afføringsmiddel. Jeg var skeptisk, da jeg havde hørt alt muligt dårligt om det, både ift. bivirkninger og at det kunne gøre, at tarmen blev doven og afhængig af det. Så da lillepigen kom af med noget netop den dag vi havde fået købt Lactulosen udskød vi at starte på det.
Det var dog kun en stakket frist og ugen efter var det galt igen. Hun havde virkelig ondt og pressede og pressede.
Lægen havde sagt, at vi skulle give 4 mlx 2 dagligt indtil der kom afføring og derefter 2 ml x 2 dagligt. Vi gav 4 ml én gang og havde virkning ret hurtigt. Men grundet min skepsis overfor produktet fortsatte vi ikke med de 2x 2 ml. Der gik kun 5 dage og så var den gal igen. Vi gav igen 4 ml og havde virkning hurtigt, men fortsatte igen ikke. Ikke før jeg havde fået snakket med en sundhedsplejerske, som rådede os til at fortsætte med de 2×2 ml. Det gjorde vi og vi gik fra 4-5 dage mellem lortebleerne til 3 dage.
Til gengæld havde vi mange birvirkninger. Lille J havde stadig ondt i maven, faktisk mindst lige så meget som da hun “bare” var forstoppet. Derudover begyndte hun, at afvise flasken, spise mindre, eller i hvert fald have mange pauser med gråd i løbet af en flaske.

Da vi for et par uger siden var hos Sundhedsplejersken vendte jeg det med hende og hun mente klart, at vi skulle fra Lactulose over på Movicol og hun opfordrede mig til at ringe til lægen og få aftalt opstart på det. Da jeg dagene efter fik fat i lægen mente han dog, at det ville være dumt at skifte produkt, og at hendes ondt i maven nok mere skyldtes, at der var kommet gang i maven end Lactulosen.
Jeg var ikke helt overbevist, men jeg lyttede på ham. Dog opfordrede han mig til at ringe et par dage efter, hvis det ikke var blevet bedre. Det blev ikke anderledes over de næste par dage og vi kom for godt en uge siden over på Movicol.
På apoteket blev jeg spurgt om vi ville have originalproduktet eller et billigere alternativ. Jeg var meget i tvivl, for selvfølgelig skal lillepigen have det der er bedst.
Jeg havde snakket med sygeplejersken i lægehuset om at give movicolen i vand, da vi så nemmere kunne holde øje med, om hun tog det hele. Det var hovedsageligt derfor jeg til sidst valgte det billige alternativ, da det havde citrussmag i modsætning til den originale, der ikke var med nogen smag. Vi prøvede dagen efter, men ikke på vilkår om den unge dame ville drikke det. Så ret hurtigt skiftede vi til at give det i modermælkserstatning. Det tager hun fint. Vi laver en lille flaske og giver den når hun alligevel er sulten, så vi er forholdsvis sikre på, at hun nok skal spise det hele. Når hun har tømt flasken med medicinen supplerer vi så med mere mad, hvis hun er mere sulten.
Vi har nu fået “hul igennem” og rigtigt gang i maven hos prinsessen. Det var faktisk ligefør, at det virkede lidt for godt og afføringen blev til sidst for tynd. Vi er derfor nu nede på 3/4 brev dagligt og det virker passende.

Da vi startede på erstatning blev vi rådet til Nan Sensilac eller Syrnet Allomin grundet lillepigens sarte mave. Dog har jeg sidenhen læst, at man kan prøve gul Allomin eller Nan Ha fordi de er til hård mave, hvor imod de to førstnævnte er til sart mave. Det overvejer jeg at prøve. Så kan det være, at vi kommer ned i medicin.

Et indlæg, der handlede lidt meget om lort, men det kan være, der sidder andre førstegangs-flaske-forældre med samme overvejelser og problematikker som os. Eller måske nogle af jer kan give os nogle gode råd og inputs.

Anne Pahl
   

2 kommentarer

  • Line

    Hej Anne. På en eller anden måde endte jeg på din fine blog her, og blev fanget i dine ærlige skildringer. For hvad end det er værd, vil jeg nu bare lige dele den viden, at efter vi fik vores datter i september, har vores oplevelse med mavebøvl været stort set ligesom det du beretter. Inkl. ammeproblemer, flaske, prutter, forstoppelse… Det bliver bedre! Ved os vendte det da hun blev ca 4 måneder, men hun får ind i mellem stadig lidt bøvl, dog på ingen måde på samme niveau. Movicolen gør ikke tarmene dovne heldigvis, det sørger “bare” for at der kommer væske ud i den anden ende, og vi startede også på 1 helt brev og trappede gradvist ned (vi gjorde det faktisk langsommere end anbefalet – lægen sagde at vi skulle gå ca 1/4 brev ned pr ugen så længe maven fungerede, vi nøjedes med at gå 5 ml ned hver ugen – oprørt altså, vi ville for alt i verden ikke risikere at det gik i stå igen og at vi så skulle starte forfra, hehe). Jeg sender alle mulige gode tanker, for det er pokkers hårdt at stå i.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Pahl

      Hej Line.
      Tak for din kommentar, hvor er det godt at høre. Hun bliver 4 mdr på lørdag, så vi kan jo håbe det bliver bedre inden længe 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Jeg er da ikke deprimeret