De gode råds jungle

Av min amning!

 photo A9D97225-D01B-41E0-BD1D-BF5B48906A27_zpsg8rrh8jh.jpg~original

Som barn var noget af det første jeg stykkede sammen til en hel sætning “Mig kan selv!”. Den sætning beskriver meget godt, hvordan jeg har det med at amme. Jeg har helt fra starten af graviditeten vidst, at jeg virkelig gerne ville og har egentlig ikke tvivlet på at det nok skulle lykkes.
Der gik heller ikke ret lang tid efter hun var født før hun lystigt suttede. Hun er sgu dygtig den bette fis.

Efter et par dage skulle den rigtige mælk jo løbe til og det var jeg faktisk lidt i tvivl om i starten om den gjorde. Jeg havde ikke brug for ammeindlæg, lækkede ikke what so ever. Og selvom mine bryster var vokset var de ikke enorme og ikke specielt ømme. Men på 4. dagen kunne jeg få et par dråber ud, hvis jeg klemte på brystet. Det lagt sammen med at lillepigens bleer så ud som de skulle gjorde, at vi kom frem til, at det måtte være løbet til.

Herefter gik alt som det skulle, hvis man ser bort fra hendes ondt i maven. Men ift. amning gik det som det skulle. Hun meldte sig selv ca. hver 3. time og spiste fint. Da hun var 3 uger var hun gået fra at veje 3180 til 3800. Hun fulgte sin kurve flot og mor her var glad og tilfreds.
Sidenhen begyndte vi at opleve, at hun kunne være lidt urolig ved brystet, slippe, skrige og tage fat igen og så fremdeles. Ret frustrerende. Men det var langt fra hver amning og jeg tilskrev det, at hun nok havde ondt i maven eller var træt, blev forstyrret eller noget lignende.

Da hun var 5 uger blev hun vejet hos lægen og vejede 4070. Det fik jeg af vide var fint. Ugen efter kom sundhedsplejersken og vejede også. Hun fik hende til 4000 g. Hmmm, havde hun nu pludselig tabt sig? Sundhedsplejersken mente bare at lægen enten havde målt forkert eller det var fordi det var forskellige vægte. Men til gengæld syntes hun at 4000 g. var lidt til den lave side. Nu fulgte hun nemlig ikke længere sin kurve, men var “fladet ud”. Hun var ikke bekymret, men vi skulle holde øje med hendes vægt. Vi aftalte derfor en ny tid til vejning, ved 7 uger og 4 dage.
Jeg blev da lidt urolig over, at hun ikke havde taget på, men tænkte at hun nok skulle have taget på til det næste besøg og følget den kurve hun nu var faldet ned på. Jeg lå også selv til den lave side vægtmæssigt, som baby. Så det skulle nok gå.

I tirsdags fik vi så besøg og lille J skulle vejes igen. 4000 g. rent. Av – hun havde overhovedet ikke taget på på halvanden uge. Jeg fik af vide, at vi skulle til at supplere med en flaske med erstatning til natten.
Det er der jo ikke noget galt i, men det føltes bare som et nederlag. Sådan virkelig! Jeg er ikke god nok til at brødføde min baby. Og ja, det er ikke den logiske del af min hjerne, der taler. Det er rene følelser.

Vi fik købt noget erstatning og lavet en flaske. Shit, der er meget man lige skal have styr på med skoldning og opvarmning og det hele. Men vi fik det da lavet. Aftalen var, at hun skulle spise det hun kunne ved mig først og så tilbydes flasken. Hun spiste ved mig i ca. 20 minutter og afviste derefter flasken helt.
Min egoistiske hjerne blev glad. Ha, hun vil slet ikke have det skidt, kun sin mors.
Men det dur jo ikke, hvis hun ikke får nok næring af det! Jeg var ked af det, forsøgte at sige til mig selv at det jo var bedst for hende at få noget og at hun ikke skulle sulte. Jeg ville virkelig gerne fuldamme, men fik jo også dårlig samvittighed. Tænk nu, hvis de gange hun har skreget ikke kun har været luft i maven, men hun rent faktisk har været sulten. Har jeg sultet mit barn?!?
Jeg skrev og talte med flere omkring mig om det. “En god mor sidder ikke i brysterne fik jeg af vide”. Nej, nej, det gør den ikke og det ved den logiske del af min hjerne også godt. Men det ændre ikke en skid på, at jeg var ked af det og følte mig lidt som en fiasko.

På dag to virkede lillepigen sulten efter jeg havde haft hende ved brystet lidt tidligere på aftenen end den første dag. Hun havde spist længe hos mig, men var ked af det og urolig bagefter. Vi tilbød hende flasken og hun tømte den fuldstændig. Svarende til den mængde hun skulle have på et helt måltid.
AV min amme-stolthed. Det blev jeg på en måde ked af. Hvilket jeg godt ved er fuldstændig åndsvagt! Hun skal jo for fanden ikke sulte!
Jeg havde løbende forsøgt at amme ud, både for at kunne tilbyde hende min mælk og for at øge min produktion. Det var minimalt, hvad jeg kunne få ud af de åndsvage bryster.

I går, dag 3 var vi ved lægen til mit 8 ugers tjek. Sundhedsplejersken havde bedt os få ham til at veje hende også. Jeg bad til de højere magter om, at hans vægt ville sige noget helt andet. Men nej, den sagde også 4000 g. lige ud. Han sagde at når hun er så opmærksom og så god motorisk er der ikke noget vildt at være bekymret for, men selvfølgelig skal hendes vægt ikke stagnere og der skal holdes øje med det.
Om eftermiddagen tømte hun igen en hel flaske.

Min skuffelse over mig selv har efterhånden lagt sig lidt. Jeg er stadig drøn ked af, at jeg ikke kan amme hende fuldt. Men det kan jo være jeg kommer til igen.
Jeg er stadig lidt ked af det, men det er jo for det bedste. Jeg tror, at dem der siger, at en god mor ikke sidder i brysterne det er dem, der godt selv kan amme. Det hjælper ikke en skid at få af vide. Jeg ved godt, at det er sagt i den bedste mening. Men det hjælper ikke. I hvert fald ikke på mig. Det der har hjulpet er dem, der har sagt, at de kan godt forstå at jeg er ked af det, og at sådan ville de også selv have det. Og så da min kæreste begyndte at omtale flasken som et kosttilskud. Den har jeg virkelig taget til mig. Hun får et kosttilskud med ekstra kalorier. Det er ikke fordi min mælk ikke er god nok til hende.

Lillepigen skal vejes igen på mandag. Jeg håber virkelig hun har taget på. Kryds fingre for os!

Anne Pahl
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

De gode råds jungle