Nytårsaften - stadig gravid

Moderne stofbleer

 photo 249E4A49-B91D-4B38-ABAD-1B02E0BE74BB_zpskfimhicn.jpg~original

”Nu har du da vist et hippie-moment” er bare én af de reaktioner jeg har fået, når jeg har fortalt folk, at vi vil prøve at bruge moderne stofbleer til vores barn i stedet for papirsbleer.
Det har vi muligvis – et hippie-moment altså, men fred være med det. Vi har bestemt os for at prøve det af og det går vi all-in på, i første omgang i hvert fald.

Hvordan kommer man på sådan en idé?
Som du måske har læst HER købte vi vores barnevogn hos Abeunger.dk. Jeg havde på deres instegram set de stofbleerne og erklæret, at sådan nogle skulle jeg i hvert fald IKKE bruge. For mig stod de som noget bøvlet og lidt ulækkert fra en fjern fortid. Alligevel var der inderst inde i min hjerne også vakt en lille nysgerrighed. For der måtte jo være en grund til, at stofbleer kom frem igen. Det gjorde de jo nok ikke, hvis det var ulækkert og besværligt. Samtidig kunne jeg også se, at de morderne stofbleer så noget anderledes ud, end en gylpestofble, der bliver bundet om barnet, fæstnet med en sikkerhedsnål og derefter pakket ind i et par lanoliserede uldblebukser.

I august besøgte vi så Abeungers showroom i Støvring for at kigge på den barnevogn vi gerne ville have. På et bord i showroomet så diverse andre ting fra deres sortiment, bl.a. stofbleerne. Min nysgerrighed var stor og jeg måtte hen og kigge og røre og til sidst også spørge ind til, hvordan de fungerede.

De bleer hun havde liggende var af mærket gdiapers. De består af 3 lag – yderst en bomuldsble, deri en vandafvisende vugge, som knappes fast i bukserne og indeni vuggen et sugende lag, som både kunne fås som engangs og som stof.
Vælger man det sugende lag som engangs kan det kompostes (hvis der kun er tisset i dem), skylles ud i toilettet eller selvfølgelig smides ud som en almindelig engangsble. Vælger man stof vasker man dem og bruger dem igen.
Det lød i og for sig fint nok, men jeg syntes altså stadig det var lidt ulækkert at skulle vaske stofindlæg med L-O-R-T. Det hjalp dog lidt, da hun fortalte at man hen over stofindlægget kunne lægge et stykke rispapir, som fangede ”fyldet”. Dette rispapir kunne man så skylle eller smide ud og så sugede indlægget, man skulle vaske kun væden.

Men hvorfor vælge disse bleer frem for engangs? Nogle af de begrundelser hun gav os, og som jeg sidenhen har læst meget mere om er;

  • Bedre for miljøet – det var/er ikke den grund, der betyder mest for os og der er også mange diskussioner om det virkelig er rigtigt, da man jo skal vaske stofindlæggene. Dog kan man sige, at stofbleerne er bedre for miljøet at producere, da der ikke bruges nær så mange og de også er bedre at skaffe sig af med igen, da de ikke skaber nær så meget skrald.
  •  Bedre for barnets hud – dette betyder en del for os. Rigtig mange børn får røde numser når de bruger bleer. Med stofbleer er det bare betydelig færre børn, der får problemer med det end dem der bruger engangs.
  • Billigere – stofbleer er dyrere i anskaffelse, men set over tid har vi fået af vide, at vi kan spare op imod 40-50 % af den udgift vi ville have haft til engangsbleer. Det er alligevel mange penge!
  • Barnets bliver før blefri, ofte som 2-årige – i en stofble kan barnet mærke, at det har tisset på en anden måde end i engangsbleer. Dvs. de bliver før bevidste om, at der er en konkens af at tisse i bleen. Jeg ved selvfølgelig ikke, om dette bliver tilfældet med vores barn, men det er i hvert fald, hvad jeg har fået af vide og kan læse mig frem til.
  • Færre blowouts, dvs. lort hele vejen op til nakken – jeg har faktisk ikke kunnet finde noget om dette når jeg har læst på nettet om stofbleer, men jeg kan huske vi fik det at vide. Tror det var noget med, hvordan bleen sidder og hey, kan vi minimere risikoen for blowouts tæller det helt sikkert op hos mig.

Både min kærestes og min interesse var blevet vakt og jeg brugte i de efterfølgende uger rigtig meget tid på at læse på nettet om moderne stofbleer, prøve at finde rundt i junglen af nye ord, blemodeller, indlægsmuligheder og meget mere.

Jeg kom frem til, at modellen som gdiapers var den bedste for os, da man oftest kun skal skifte indlægget og kan bruge bukserne og vuggen flere gange. Man får gevinsten fra stofbleerne, men ikke helt så meget vasketøj, som hvis hele bleen skal vaskes hver gang. Derudover var denne model også meget smalle ift. mange andre stofbleer, som enten er store i sig selv eller skal have en blebuks over for at holde tætte. Dette havde jeg nemlig hørt kunne være skidt for barnet rent motorisk og det er jo ikke lige det, der klinger bedst i en fysioterapeuts øre.
Så vi bestemte os for gdiapers, men åh jeg syntes de var pebrede.

Efter nogle måneder opdagede jeg mærket Culla di teby. Det er et italiensk mærke, som er mere eller mindre magen til gdiapers, bare noget billigere. Jeg kunne ikke finde nogen forskel som sådan i kvaliteten, så jeg begyndte at kigge mere på dette mærke.
De forhandles på webshoppen Shinzo.dk, men jeg kiggede også på mærkets egen hjemmeside. Der kunne jeg få en fuldtidspakke med alt det vi skulle bruge til et barn på stofbleer. Endda billigere end at købe delene enkeltvis. Men så skulle jeg jo have dem hjem fra Italien og det kunne godt blive besværligt. Jeg havde skrevet lidt med Shinzo.dk for at høre om mulighederne hos dem og da de tilbød os, at skaffe fuldtidspakken hjem til samme pris som den italienske webshop og med fri fragt, ja så slog vi til.

Vores pakke indeholder:

  • 15 blebukser i jersey af elastisk bomuld inkl. tilsvarende vugger i vandtæt PUL. 6 str. S (2,5-5,5 kg), 5 str. M (5-11 kg) og 4 str. L (10-17 kg).
  • 36 indlæg i bambus og mikrofiber. 18 str. S og 18 str. L. De sidste passer både til M og L blebukserne
  •  1 rulle rispapir
  • 1 wetbag. Det er den man har bleerne i indtil de bliver vasket.

Denne pakke skulle vi kunne klare os med i den tid vores barn skal bruge bleer. Selvfølgelig nok ikke ift. rispapir, men det koster heldigvis ikke ret meget.

Der kan skrives utrolig meget mere om stofbleer end jeg har gjort her. Hvordan gøres de klar til brug? Mere om de forskellige modeller, hvordan vasker man dem? Er de besværlige i praksis? Holder de tæt? Osv. osv.
Jeg kommer helt sikkert til at lave flere indlæg om stofbleer og vores erfaringer når vi får dem i brug i praksis. Dette indlæg handlede mest om hvorfor vi har valgte at skaffe os stofbleer i første omgang.

Jeg håber I vil byde ind, hvis I selv har erfaringer på området!

Anne Pahl
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Nytårsaften - stadig gravid