Velkommen til verden

Lykke og luft i maven

 photo 69734A16-A809-45B2-B14C-A58D757500DE_zpsueqkq0aj.jpg~original

Det her indlæg har sammen med flere andre været på tegnebrættet i mit hoved i flere uger. Først var min plan at lave et indlæg, når hun blev 1 uge, så da hun blev 2 og igen da hun blev 3. Ja, det blev ikke til noget – og det er HELT okay.
Vores verden og prioriteter er noget anderledes nu efter baby J er kommet til verden. Ting tager længere tid og dagene flyver afsted.
Om 5 dage bliver hun allerede 1 måned. Det er helt vildt!

Vores første uger har, som overskriften antyder, været lidt blandede. Både fyldt med lykke over at være blevet berigede med denne skønne lille skabning og desværre også fyldt med luft i maven på vores lille prinsesse.
Hun døjer rigtig meget med det og har ofte ondt i maven. Faktisk er de fleste af hendes vågne timer fyldt med, at hun presser og giver sig uden, at der rigtig kommer noget ud af det.
Hun er ikke forstoppet (heldigvis!). Hun er bare rigtig dårlig til at få bøvset, når hun har spist og skal luften jo ud den anden vej, og det giver en del besvær.
Vi har prøvet det meste – cykle med benene, masserer rundt og navlen, trykket på diverse punkter (fra Kathrine Birk, Tryk og glad baby), rebozo og kiropraktor – indtil videre uden nogen nævneværdig effekt.
Jeg håber virkelig snart vi finder noget, der kan hjælpe hende, for AV, hvor gør det ondt i mit hjerte, når jeg kan høre, at hun har ondt.
Samtidig vil man jo gerne have en baby, der er glad når hun er vågen. Faktisk tager jeg ind i mellem mig selv i, at ønske hun falder i søvn, når jeg går og vugger hende når hun har ondt. For så har hun da i det mindste lidt fred fra maven. Næst efter jeg har tænkt den tanke får jeg altid dårlig samvittighed – for vil jo også gerne være sammen med hende.
På lørdag har vi en tid hos en, som både er zoneterapeut og kranionsakral-terapeut. Krydser virkelig fingre for, at hun kan hjælpe.

Jeg har tænkt noget over, hvordan bloggen skal fungere efter vores lille mini-chef er kommet til. Hovedtemaet bliver det at være mor. Jeg synes det er en jungle, en ny og spændende verden, der er ved at åbne sig for mig, og det vil blive mine tanker og erfaringer herfra, der vil blive delt herinde. Fokus vil være på det at være mor og ikke på vores lille J. Selvom de to ting selvfølgelig hænger forholdsvis meget sammen. Men bloggen kommer ikke til at handle om hende, men om mig og mine oplevelser som mor.
Indtil videre har jeg planlagt indlæg omkring fødslen, hvilke ting jeg var virkelig glad for at have med på hospitalet og have herhjemme de første dage, lidt om træning efter fødslen og hvordan min krop generelt har reageret og meget, meget mere.

Jeg håber I vil følge med mig på denne rejse ind i mor-verdenen. Jeg er helt sikker på, at jeg kan bruge alle de inputs I skulle have lyst til at komme med, hvad enten I selv er mødre, kommende mødre eller noget helt tredje.

Anne Pahl

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Velkommen til verden