Delte mavemuskler

1 måned til termin

 photo 49870C22-DE6A-481F-8046-891356088DAC_zps0qbgdpzx.jpg~original

I morgen er det 1. december, som for de fleste beyder starten på julemåneden fyldt med hygge. Men for os er december lidt ekstra speciel i år, da det er den måned vi har termin. Der er nemlig præcis 1 måned til i dag.
Det er ret vildt at tænke på, at hvis bettefisen skulle melde sin ankomst om bare 9 dage vil man sige at han/hun er født til tiden (det er uge 37-42).

Jeg tænkte, at jeg ville bruge denne 1-måned-til-termins-dag til at lave en lille status på graviditeten mv. nu hvor vi nærmer os slutningen.

Vægt – Jeg har nu “sprunget skalaen” for det man anbefaler piger med normal BMI ved graviditetens start at tage på. Dvs. jeg har taget over 15 kg på. Det er selvfølgelig ikke skide fedt, men jeg er ret tilfreds med, hvordan jeg bære min graviditet, så jeg vælger at sige PYT til vægten.

Væske i kroppen – Som udgangspunkt døjer jeg ikke med væske i kroppen. Havde du spurgt mig for en uge siden, havde jeg helt bestemt svaret nej til om det var noget jeg oplevede. I lørdags var vi dog hjemme hos mine forældre og spise og der var virkelig varmt i lokalet. Derudover havde jeg siddet ned hele dagen, først til en teaterprøve og så hos mine forældre og der oplevede jeg faktisk, at mine fødder var let hævede. Ikke noget særligt, men lidt. Har ikke oplevet det siden, så vil ikke sige, at det er noget jeg som sådan døjer med.

Søvn – Jeg sover ikke vanvittig godt for tiden. Det er ikke fordi jeg har ondt eller baby forstyrer min søvn, jeg kan bare ikke sove. Jeg vågner som regel og skal tisse, 1-2 gange pr. nat. Men når jeg så har været oppe kan jeg ofte ikke falde i søvn igen. Jeg ligger lysvågen og vender og drejer mig – SÅ irriterende. Efter et par timer er jeg begyndt at give op, da jeg så ofte er blevet sulten. Så kan jeg ligeså godt stå op. Jeg får ikke rigtig sovet i løbet af dagen, så jeg mange dage rigtig træt i løbet af dagen. Men måske er det bare mit indre ur, der er ved at indstille sig på, at jeg fremover sandsynligvis ikke får så meget søvn.

Træning/bækkensmerter – Som jeg skrev om HER, så er min træning blevet mere og mere begrænset af bækkensmerter. Efter mit indlæg om det foreslog en veninde, der også er fys, at jeg trænede i vand, hvilket jeg også selv havde tænkt på. I mandags tog vi derfor i svømmehallen og prøvede det af. Jeg forsøgte at svømme nogle baner, men kunne hurtigt mærke, at det ikke var svømning, der lige var det jeg skulle. Jeg gik derfor over til, at træne stabilitets- og styrkeøvelser i vandet i stedet for. Det gik fint mens vi var der, men efter vi kom hjem kunne jeg næsten ikke gå og havde også ondt noget af natten. Om det var de få baner jeg nåede at svømme ved jeg ikke. Så det kan godt være træning i vand får en chance mere i næste uge. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne kunne røre mig. Heldigvis har jeg stadig ingen problemer med at gå, når bare det er i mit eget tempo, så jeg går stadig mange ture.

Halsbrand/sure opstød – Jep, det er jeg stadig velsignet med i stor stil. Det kan være de mildeste madvarer jeg får det af, og faktisk også når jeg ikke har spist, hvis nu jeg bliver rigtig sulten. Jeg er efterhånden kommet frem til, at der ikke er nogle af de mange husmorråd imod det som hjælper mig når det er helt slemt, så der er jeg gået over til at tygge alminox, selvom jeg helst ville være foruden nogen form for medicin.

Strækmærker – 7-9-13 har jeg endnu ikke fået nogle strækmærker, men det kan jo nå at komme endnu. Jeg krydser dog fingre for, at jeg bliver forskånet.

Bryster – I starten af min graviditet var jeg virkelig skuffet over, at de der bryster jeg havde glædet mig sådan til skulle vokse ikke gjorde det. Det er de dog så småt begyndt at gøre. Ikke noget vildt og voldsomt, måske max 1 skål, men når man som jeg altid har haft en meget lille barm er det nu ikke så ringe endda. De er ikke ømme og lækker ikke, så det er heldigvis ikke fordi jeg er besværet på dette område.

Plukkeveer – jeg har dem, men jeg må sige, at det er sjældent jeg overhovedet opdager dem. Det er måske kun et par gange om ugen, at jeg lægger mærke til, at maven bliver hård. Det gør på ingen måde ondt, heldigvis. Hvis tiltagende plukkeveer er et tegn på snarlig fødsel, så tyder tingene på, at Blop er med på min plan om at blive inde i hulen indtil efter nytår (kryds fingre for mig!)

“Er I så klar?” – Det spørgsmål får jeg efterhånden oftere og oftere. Hvis man kigger på den ene af mine graviditetsapps, så er vi overhovedet ikke klar. Jeg tror den står på omkring 42 % af tjeklisten er klaret. Vi mangler at købe en madras til sengen. Vi mangler at montere autostolen i bilen. Jeg mangler ammebh’er og ammeindllæg. Jeg har ikke købt en pusletaske (den ønsker jeg mig i julegave) og jeg har ikke pakket noget som helst til hospitalet endnu. Puslepladsen er heller ikke færdig. Måske tager vi det for meget med ro, jeg ved det ikke rigtig. Jeg har hele tiden følt, at vi havde masser af tid, men kan godt mærke, at jeg den sidste uge har tænkt mere og mere over, at jeg efterhånden gerne vil have styr på det sidste. Men mon ikke vi når det, og gør vi ikke, så løser det sig nu også nok. Vi har heldigvis masser omkring os, der kan hjælpe, hvsi det brænder helt på.

Mødregruppe – Jeg har været på heldig at komme med i en mødregruppe, med nogle piger, som jeg tror jeg virkelig kommer til at klinge rigtig godt med. Vi har ikke fået aftalt så meget endnu, men skal snart mødes til en brunch, lige lære hinanden bedre at kende og snakke lidt om, hvad vi hver især forventer af en mødregruppe. Jeg tror det bliver rigtig godt.

Tanker om fødslen – Det vil jeg skrive et indlæg om snarest, da det naturligt nok begynder at fylde mere og mere.

Tænk engang, at om under 2 mdr. sidder vi med en baby – det er sgu lidt vildt!

Anne Pahl
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Delte mavemuskler