Jeg er da ikke deprimeret

 photo A1CAF160-D85F-4E58-9720-54E3ECC1B9F3_zpseujkhsmo.jpg~original

I vores kommune screener sundhedsplejersken for tegn på fødselsdepression, hvilket jeg synes er super godt. I vores tilfælde blev dette gjort, da baby J var godt 8 uger.
Man skal udfylde et spørgeskema og får ud fra svarene en score. Man kan i alt score 30 point og jo højere scoren er, jo flere tegn er der på, at man kan være deprimeret. Ud fra, hvad jeg kan læse mig til, er der ikke helt enighed om, om det er 10, 12 eller 13 point, der er “grænsen” for hvornår der er indikation for noget.

Når man svare på spørgeskemaet skal man tænke på, hvordan man har haft det den sidste uge. Vi svarede på skemaet 6 dage efter, at vi havde fået af vide at vi skulle til at supplere amningen og det bar mine svar selvfølgelig præg af. Allerede mens jeg svarede kunne jeg godt regne ud, at jeg ville score flere point når det netop var ud fra den uge end hvis det havde været nogen af de foregående.
Men jeg er altså ikke deprimeret – det føler jeg mig i hvert fald ikke.
Vi har en rigtig god sundhedsplejerske og min halv-høje score betød bare, at hun spurgte lidt ind til, hvorfor jeg havde svaret som jeg havde på nogle af spørgsmålene. Vi fik os en snak og det var stille og roligt.

Der er ingen tvivl om, at det har påvirket mig meget ikke at kunne amme som jeg havde forestillet mig. Men det går bedre. Jeg er ved at acceptere det, jeg øver mig i hvert fald i det. Det hjælper på det, at lillepigen nu tager fint på. Så må jeg pakke mine forestillinger væk og blive gode venner med flaskerne.
Det er så noget helt andet – Oj, hvor er det altså bøvlet! Rengøre flasker, sterilisere flasker, koge vand, køle det af, varme det op etc. etc. Men mon ikke man vi finder en rutine på det med tiden.

Vi øver os i det hele taget på rutiner, fx på at komme ud at sove lur i barnevognen. Indtil for nylig har hun ikke rigtig brugt det der med at sove i løbet af dagen, kun korte powernaps på max 20 minutter. Men nu tager vi gerne 45-60 minutter i vognen 1-2 gange dagligt. Eller næsten dagligt. Som sagt så øver vi os stadig.
Men det giver altså noget godt når det lykkes. Både for lillepigen og mor her. Jeg kan få et bad, sætte en vask over, tømme opvasker eller som i dag rent faktisk finde tid til at tømme mit hoved lidt herinde. Det er sundt for mit hoved og jeg har en meget gladere pige i sine vågne timer på de dage, hvor luren er lykkes.

Så vi øver videre, på lur, på at blive venner med flasker og meget mere.
Nu vil jeg meget a pro pro gå over og tømme opvaskemaskinen inden J vågner. God weekend og måske påskeferie til jer alle.

Anne Pahl
   

Av min amning!

 photo A9D97225-D01B-41E0-BD1D-BF5B48906A27_zpsg8rrh8jh.jpg~original

Som barn var noget af det første jeg stykkede sammen til en hel sætning “Mig kan selv!”. Den sætning beskriver meget godt, hvordan jeg har det med at amme. Jeg har helt fra starten af graviditeten vidst, at jeg virkelig gerne ville og har egentlig ikke tvivlet på at det nok skulle lykkes.
Der gik heller ikke ret lang tid efter hun var født før hun lystigt suttede. Hun er sgu dygtig den bette fis.

Efter et par dage skulle den rigtige mælk jo løbe til og det var jeg faktisk lidt i tvivl om i starten om den gjorde. Jeg havde ikke brug for ammeindlæg, lækkede ikke what so ever. Og selvom mine bryster var vokset var de ikke enorme og ikke specielt ømme. Men på 4. dagen kunne jeg få et par dråber ud, hvis jeg klemte på brystet. Det lagt sammen med at lillepigens bleer så ud som de skulle gjorde, at vi kom frem til, at det måtte være løbet til.

Herefter gik alt som det skulle, hvis man ser bort fra hendes ondt i maven. Men ift. amning gik det som det skulle. Hun meldte sig selv ca. hver 3. time og spiste fint. Da hun var 3 uger var hun gået fra at veje 3180 til 3800. Hun fulgte sin kurve flot og mor her var glad og tilfreds.
Sidenhen begyndte vi at opleve, at hun kunne være lidt urolig ved brystet, slippe, skrige og tage fat igen og så fremdeles. Ret frustrerende. Men det var langt fra hver amning og jeg tilskrev det, at hun nok havde ondt i maven eller var træt, blev forstyrret eller noget lignende.

Da hun var 5 uger blev hun vejet hos lægen og vejede 4070. Det fik jeg af vide var fint. Ugen efter kom sundhedsplejersken og vejede også. Hun fik hende til 4000 g. Hmmm, havde hun nu pludselig tabt sig? Sundhedsplejersken mente bare at lægen enten havde målt forkert eller det var fordi det var forskellige vægte. Men til gengæld syntes hun at 4000 g. var lidt til den lave side. Nu fulgte hun nemlig ikke længere sin kurve, men var “fladet ud”. Hun var ikke bekymret, men vi skulle holde øje med hendes vægt. Vi aftalte derfor en ny tid til vejning, ved 7 uger og 4 dage.
Jeg blev da lidt urolig over, at hun ikke havde taget på, men tænkte at hun nok skulle have taget på til det næste besøg og følget den kurve hun nu var faldet ned på. Jeg lå også selv til den lave side vægtmæssigt, som baby. Så det skulle nok gå.

I tirsdags fik vi så besøg og lille J skulle vejes igen. 4000 g. rent. Av – hun havde overhovedet ikke taget på på halvanden uge. Jeg fik af vide, at vi skulle til at supplere med en flaske med erstatning til natten.
Det er der jo ikke noget galt i, men det føltes bare som et nederlag. Sådan virkelig! Jeg er ikke god nok til at brødføde min baby. Og ja, det er ikke den logiske del af min hjerne, der taler. Det er rene følelser.

Vi fik købt noget erstatning og lavet en flaske. Shit, der er meget man lige skal have styr på med skoldning og opvarmning og det hele. Men vi fik det da lavet. Aftalen var, at hun skulle spise det hun kunne ved mig først og så tilbydes flasken. Hun spiste ved mig i ca. 20 minutter og afviste derefter flasken helt.
Min egoistiske hjerne blev glad. Ha, hun vil slet ikke have det skidt, kun sin mors.
Men det dur jo ikke, hvis hun ikke får nok næring af det! Jeg var ked af det, forsøgte at sige til mig selv at det jo var bedst for hende at få noget og at hun ikke skulle sulte. Jeg ville virkelig gerne fuldamme, men fik jo også dårlig samvittighed. Tænk nu, hvis de gange hun har skreget ikke kun har været luft i maven, men hun rent faktisk har været sulten. Har jeg sultet mit barn?!?
Jeg skrev og talte med flere omkring mig om det. “En god mor sidder ikke i brysterne fik jeg af vide”. Nej, nej, det gør den ikke og det ved den logiske del af min hjerne også godt. Men det ændre ikke en skid på, at jeg var ked af det og følte mig lidt som en fiasko.

På dag to virkede lillepigen sulten efter jeg havde haft hende ved brystet lidt tidligere på aftenen end den første dag. Hun havde spist længe hos mig, men var ked af det og urolig bagefter. Vi tilbød hende flasken og hun tømte den fuldstændig. Svarende til den mængde hun skulle have på et helt måltid.
AV min amme-stolthed. Det blev jeg på en måde ked af. Hvilket jeg godt ved er fuldstændig åndsvagt! Hun skal jo for fanden ikke sulte!
Jeg havde løbende forsøgt at amme ud, både for at kunne tilbyde hende min mælk og for at øge min produktion. Det var minimalt, hvad jeg kunne få ud af de åndsvage bryster.

I går, dag 3 var vi ved lægen til mit 8 ugers tjek. Sundhedsplejersken havde bedt os få ham til at veje hende også. Jeg bad til de højere magter om, at hans vægt ville sige noget helt andet. Men nej, den sagde også 4000 g. lige ud. Han sagde at når hun er så opmærksom og så god motorisk er der ikke noget vildt at være bekymret for, men selvfølgelig skal hendes vægt ikke stagnere og der skal holdes øje med det.
Om eftermiddagen tømte hun igen en hel flaske.

Min skuffelse over mig selv har efterhånden lagt sig lidt. Jeg er stadig drøn ked af, at jeg ikke kan amme hende fuldt. Men det kan jo være jeg kommer til igen.
Jeg er stadig lidt ked af det, men det er jo for det bedste. Jeg tror, at dem der siger, at en god mor ikke sidder i brysterne det er dem, der godt selv kan amme. Det hjælper ikke en skid at få af vide. Jeg ved godt, at det er sagt i den bedste mening. Men det hjælper ikke. I hvert fald ikke på mig. Det der har hjulpet er dem, der har sagt, at de kan godt forstå at jeg er ked af det, og at sådan ville de også selv have det. Og så da min kæreste begyndte at omtale flasken som et kosttilskud. Den har jeg virkelig taget til mig. Hun får et kosttilskud med ekstra kalorier. Det er ikke fordi min mælk ikke er god nok til hende.

Lillepigen skal vejes igen på mandag. Jeg håber virkelig hun har taget på. Kryds fingre for os!

Anne Pahl
   

De gode råds jungle

 photo 4F14DAE4-0A07-4E6F-B417-8B39F48CED5F_zpsleglzcdh.jpg~original

I går var en af de der dage, der virkelig trak tænder ud. Lillepigens mave gav hende smerter det meste af dagen og jeg vandrede frem og tilbage med hende på armen, trøstede, aede og mest af alt – følte mig ret magtesløs.
Det er et helvede at se hende have ondt og vride sig i smerter og så ikke kunne gøre noget som helst for at hjælpe hende.

Vi har, som I ved, hvis I har læst med, prøvet lidt af hvert for at hjælpe hende. Kiropraktor hjalp ikke, zoneterapeut og kraniosakral ej heller. I hvert fald ikke nogen blivende effekt af noget af det.
Man bliver lidt smådesperat når ens baby har ondt og jeg har brugt jeg ved ikke hvor mange timer på at læse diverse råd på nettet. Men hold nu op, det er en jungle!
Sukkervand anbefales som smertestillende det ene sted. Det næste må de ikke få det, fordi deres nyre ikke kan udskille det, og de kan få nyresten af det. Yikes – det skal vi ikke nyde noget af. Og fik da helt dårlig samvittighed over, at vi har givet hende det.
Kamillethe kan berolige, men det må hun ikke få, da nogle børn har fået allergi af det fordi det er en plante.
Så fik vi anbefalet fennilkethe. Men det er jo også en plante, så nej det måtte hun heller ikke få.
Min mor anbefalede Mylicon-dråber, som jeg selv har fået som helt lille, da jeg også døjede med maven. Dem har vi fået fat i, men i forgårs blev jeg så fortalt, at dem kan hun blive afhængig af.

Det er ikke nemt at vide, hvad der op og ned altid. Jeg tror helt sikkert man kan få meget nyttig viden fra nettet, terminsgrupper og de mange personer, der gerne vil komme med gode råd. Men det er altså ikke let at vide, hvad råd man skal følge når de er modstridende dem man får. Jeg forsøger at følge min mavefornemmelse og lytter så hovedsageligt til fagfolk. Selvom vi også har fået modstridende råd af dem.

Det går, hvis jeg ser bort fra dagen i går, bedre med lille J’s mavekneb. Umiddelbart virker det til at være efter vi har fået mylicon-dråberne. Så dem holder vi ved, på trods af jeg fik af vide, at hendes mave kunne blive afhængig. Det blev jeg aldrig selv som lille og mig hjalp de også.
Måske er det også bare tiden, der skal hjælpe. Vi ved det ikke, men hovedsagen er, at hun langsomt får det bedre den bette.

Anne Pahl
   

Lykke og luft i maven

 photo 69734A16-A809-45B2-B14C-A58D757500DE_zpsueqkq0aj.jpg~original

Det her indlæg har sammen med flere andre været på tegnebrættet i mit hoved i flere uger. Først var min plan at lave et indlæg, når hun blev 1 uge, så da hun blev 2 og igen da hun blev 3. Ja, det blev ikke til noget – og det er HELT okay.
Vores verden og prioriteter er noget anderledes nu efter baby J er kommet til verden. Ting tager længere tid og dagene flyver afsted.
Om 5 dage bliver hun allerede 1 måned. Det er helt vildt!

Vores første uger har, som overskriften antyder, været lidt blandede. Både fyldt med lykke over at være blevet berigede med denne skønne lille skabning og desværre også fyldt med luft i maven på vores lille prinsesse.
Hun døjer rigtig meget med det og har ofte ondt i maven. Faktisk er de fleste af hendes vågne timer fyldt med, at hun presser og giver sig uden, at der rigtig kommer noget ud af det.
Hun er ikke forstoppet (heldigvis!). Hun er bare rigtig dårlig til at få bøvset, når hun har spist og skal luften jo ud den anden vej, og det giver en del besvær.
Vi har prøvet det meste – cykle med benene, masserer rundt og navlen, trykket på diverse punkter (fra Kathrine Birk, Tryk og glad baby), rebozo og kiropraktor – indtil videre uden nogen nævneværdig effekt.
Jeg håber virkelig snart vi finder noget, der kan hjælpe hende, for AV, hvor gør det ondt i mit hjerte, når jeg kan høre, at hun har ondt.
Samtidig vil man jo gerne have en baby, der er glad når hun er vågen. Faktisk tager jeg ind i mellem mig selv i, at ønske hun falder i søvn, når jeg går og vugger hende når hun har ondt. For så har hun da i det mindste lidt fred fra maven. Næst efter jeg har tænkt den tanke får jeg altid dårlig samvittighed – for vil jo også gerne være sammen med hende.
På lørdag har vi en tid hos en, som både er zoneterapeut og kranionsakral-terapeut. Krydser virkelig fingre for, at hun kan hjælpe.

Jeg har tænkt noget over, hvordan bloggen skal fungere efter vores lille mini-chef er kommet til. Hovedtemaet bliver det at være mor. Jeg synes det er en jungle, en ny og spændende verden, der er ved at åbne sig for mig, og det vil blive mine tanker og erfaringer herfra, der vil blive delt herinde. Fokus vil være på det at være mor og ikke på vores lille J. Selvom de to ting selvfølgelig hænger forholdsvis meget sammen. Men bloggen kommer ikke til at handle om hende, men om mig og mine oplevelser som mor.
Indtil videre har jeg planlagt indlæg omkring fødslen, hvilke ting jeg var virkelig glad for at have med på hospitalet og have herhjemme de første dage, lidt om træning efter fødslen og hvordan min krop generelt har reageret og meget, meget mere.

Jeg håber I vil følge med mig på denne rejse ind i mor-verdenen. Jeg er helt sikker på, at jeg kan bruge alle de inputs I skulle have lyst til at komme med, hvad enten I selv er mødre, kommende mødre eller noget helt tredje.

Anne Pahl
   

Velkommen til verden

 photo 7C18774D-211E-4400-9FE0-77F5394789F9_zpshkl0c1cx.jpg~original

Natten mellem torsdag og fredag blev vores verden for altid forandret, da vi blev forældre til den skønneste lille pige.
Vi bruger tiden på at lære vores prinsesse at kende, hvorfor dette bare bliver et kort tjek ind på bloggen og ikke noget langt indlæg.
Jeg vender tilbage når jeg kan løsrive mig lige nøjagtig længe nok til at få skrevet lidt mere om det hele.

Anne Pahl